Lørdag den 4. december afholdt Hellerup Fægteklub Copenhagen Cadet Circuit 2021 i Gentoftehallen. Stævnet var ikke helt så stort som vanligt, nok på grund af den opblussende Omicron variant af Corona i Europa. Der deltog kun 130 U17 drenge og 79 U17 piger i den individuelle turnering.
Tobias havde en rigtig god fægtedag, hvor han fik det meste til at fungere. Han lagde godt ud i puljen med at vinde 5 ud af 6 kampe, hvilket placerede ham på en 12. plads i den samlede seeding til udslagningen, og som puljevinder.
Tobias sad over i top128, i top64 mødte han Liam Kew fra GBR, Tobias vandt kampen 15/7, og gik videre til top 32.
I top32 skulle Tobias op imod Giorgio Comparotto fra ITA. Tobias havde svært ved at læse sin modstander, der var lynende hurtig og nøjagtig med spidsen, hvilket gjorde at Tobias satte en del point til i første periode der sluttede 10-5 i Giorgios favør. I anden periode kom Tobias igen og fik indhentet en del af det tabte, men desværre ikke nok til at vinde kampen, som han tabte 13/15.
Tobias sluttede på en samlet 20. plads.
Fenja kom ikke så godt fra start i puljen, fægtningen fungerede ikke helt, og hun kom aldrig helt op i det normale tempo. Fenja vandt 3 ud af 6 kampe i puljen, hvilket var nok til at placere hende som nummer 42 i seedningen inden udslagningskampene.
I top 64 mødte Fenja Monika Narbutaite fra LTU, her lagde Fenja sig i front fra starten, og holdt forspringet hele kampen, der sluttede i 2. periode med resultatet 15/8 til Fenja.
I top 32 skulle Fenja op imod Anastasija Pylinova ligeledes fra LTU. Det blev en svær kamp for Fenja, der slet ikke formåede at komme op i Anastasijas tempo, Fenja tabte kampen 7/15 og sluttede turneringen som nummer 30.